Trehøje døre

Retrofit af aktuatorer til pudsemaskine

Trehøje Døre A/S (trehoeje.dk) er en moderne velkonsolideret virksomhed indenfor træindustrien, som producerer et bredt program af indvendige døre.

Formål

Trehøje Døre har en ældre maskine til afpudsning af karmlister, hvor 5 pudse-børster indstiller sig automatisk efter højde og bredde af listerne. Disse blev tidligere styret af 5 pneumatiske cylindre med olie-bremser, som i modsætning til normale pneumatiske cylindre kan stoppe i en given position. Da cylindrene var nedslidte og udgået, måtte et nyt system udvikles til bevægelse af børsterne.

Løsningen

De eksisterende defekte cylindre er blevet udskiftet med el-aktuatorer med samme slaglængde. Da den eksisterende styring ikke kunne ændres, er der konstrueret en ny eltavle med en ny PLC til styring af el-aktuatorerne. Til hver aktuator er signalerne til de eksisterende ventiler ført ind i den nye PLC styring, som kontrollerer, hvornår aktuatorerne aktiveres. Den nye styring er slave af hovedmaskinen og afbrydes sammen med denne. Driftsignalet er ført over, så det sikres at de nye aktuatorer styres automatisk. Endvidere er signaler fra nødstop og lågekontaktorer ført over, så de nye aktuatorer direkte er implementeret i den eksisterende sikkerhedskreds.

Fordelene

Med montage af de moderne lineære el-aktuatorer kan hastighed, acceleration og deceleration indstilles og dermed få en mere optimal bevægelse af pudsebørsterne. El-aktuatorerne er en mere energieffektiv og en miljøbæredygtig løsning set i sammenligning med den pneumatiske løsning anvendt før retrofittet.

Mulighederne

Med Tech Invent som samarbejdspartner kan Trehøje Døre løbende få hjælp til at optimere produktionen dels med opdateringer af eksisterende udstyr og dels ved udvikling af nye maskiner eller produktionsudstyr hvor der ikke i forvejen findes en standard løsning til opgaven. Når Tech Invent udvikler nyt udstyr vælges standardkomponenter i vid udstrækning således at udstyret bliver så enkelt som muligt og prisgunstigt ved indkøb og servicering.

Udbyttet af samarbejdet

I stedet for at indkøbe en ny maskine er opgaven løst med retrofit af el-aktuatorer og tilhørende styring, som kvalitetsmæssigt og sikkerhedsmæssigt sikrer, at maskinen stadig kan bruges mange år fremover. Opdateringen gør, at energiforbruget på maskinen sænkes og medvirker til besparelser på driften i produktionen.

“Vi stod med en maskine som ikke fungerede og kontaktede derfor Tech Invent, som jeg vidste hurtigt kunne sætte sig ind i denne specielle opgave og finde en løsning. Der har været en god dialog om opgaven, et effektivt projektforløb og jeg står nu med en velfungerende maskine, som er blevet opdateret med minimal forstyrelse af driften.”

Flemming Larsen – Produktionschef hos Trehøje Døre A/S