Kvalitet

Vi arbejder konstant på at ligge helt i top i forhold til at overholde kundens krav til kvalitet, leveringstidspunkt og budget.

Projektstyring er den centrale del i projektets udførelse for at sikre det bedste resultat i udviklings- og beregningsopgaver. Vi anvender interne kvalitetsprocedurer og projektmodeller, som sikrer, at kundens forventninger bliver indfriet.

I udviklingsprojekter arbejder vi efter interne projektmodeller opbygget efter stage-gate princippet, som er udviklet specifikt i forhold til, om det fx er produktudvikling eller udvikling af produktionsudstyr. Projektmodellen sikrer, at samtlige delmål opnås i overensstemmelse med tidsplan, kvalitet og pris. Samtidig er der en løbende kontrol af, at projektet forløber efter planen.

Ved beregnings- og simuleringsopgaver arbejder vi efter interne engineering guidelines og kvalitetsprocedurer med henblik på at sikre, at arbejdsmetoder og kvalitetsniveauet altid er ens fra opgave til opgave.

 Et simpelt overblik over Stage-Gate projektmodellen

FMEA

Vi anvender Failure Mode and Effects Analysis proaktivt som en integreret del af udviklingsprocessen – både som intern risikoanalyse og også overfor kunden i forhold til at synliggøre risici i projektet og de tiltag, der foretages for at nedbringe de identificerede risici. Vores medarbejdere har uddannelse og erfaring i FMEA.

Hvad er FMEA?
FMEA er oprindelig udviklet af det amerikanske militær og NASA. Metoden anvendes i dag i vid udstrækning inden for bl.a. maskin-, elektronik-, fødevare og medicinal- og automobilindustrierne. Det er derudover en integreret del af APQP-processen (Advanced Product Quality Planning), som er et kvalitetsværktøj, der er udviklet af automobilindustrien sidst i 80’erne.

FMEA er en systematisk metode til at identificere, prioritere og reducere risici i udviklingsprojekter og produktion. Ved hjælp af 3 forskellige kriterier klassificeres de enkelte emner efter kritikalitet, hvorefter der udarbejdes en prioriteringsrækkefølge og en handlingsplan over de forbedringsaktiviteter, der skal foretages. Metoden anvendes under hele udviklingsfasen, så man gennem hele projektforløbet er på forkant med udbedring af kvalitetsproblemer og risici. FMEA anvendes inden for følgende områder: systemudvikling, produktudvikling/produktdesign og produktion hhv. SFMEA, DFMEA og PFMEA.

Fordele ved anvendelse af FMEA

  • Forbedring af kvalitet, holdbarhed og sikkerhed i forhold til produkter og processer
  • Minimere risikoen for sagsanlæg eller erstatningskrav
  • Øget kundetilfredshed
  • Styrkelse af virksomhedens omdømme
  • Reducering af udviklingstiden ved at være på forkant
  • Opbygning af værdifuld viden
Simpel grafik som viser FMEA